
Efter alvorlig sygdom – stress – og godt 1 1/2 i professionel behandling, er jeg tilbage i en stærkere og forhåbentlig også noget bedre udgave af mig selv. Når man – som jeg – har været helt væk fra vinduet og bl.a. indlagt på P, så lukker livet sig op på en helt anden måde.
Jeg har valgt at skrive dette meget personlige indlæg, da jeg håber, at jeg kan være med til, at bare ét menneske får stoppet op i tide.
Stress er et af de mest benyttede ord i vore tider, men samtidig det begreb, der er mest tabu omkring – ikke mindst blandt topledere. Stress kommer snigende som en tyv i natten – ikke mindst fordi vi mennesker er rigtigt gode til at ignorere alle signaler, der peger mod én selv. Men hvis vi er helt ærlige overfor os selv, så kan vi mærke alle tegnene og gribe ind, inden det er for sent. Man kan faktisk dø af stress.
I mit tilfælde har jeg brugt halvandet år på at træne min hukommelse og andre kognitive vanskeligheder, såsom at få et sprog samt skrive og formulere mig mundtligt. På nær lidt med korttidshukommelsen, så er resten trænet op igen.
Mit tilfælde viser, at der er en vej tilbage, men også – når man som jeg ignorerer alle faresignaler – kan komme helt derud, hvor man ikke kan bunde – og faktisk også kan “drukne”. Jeg valgte at være helt åben omkring mit forløb, og kan kun sige, at det i den grad har hjulpet mig. Samtidig har jeg fået rigtig mange tilbagemeldinger på, at det også har hjulpet andre til at åbne op.
Jeg er nu “tilbage”, og har også valgt retning for mit fremtidige arbejdsliv. Mine mange års ledererfaring, mine 25 år i politiet og ikke mindst det gennemståede forløb har gjort, at jeg har truffet den beslutning, at mine erfaringer og kompetencer skal bringes i spil for at hjælpe andre.
Efter at være blevet certificeret Life & Business Coach fra Manning Inspire er min ”retning”, at jeg er klar til at hjælpe dig med at tage fat i din egen historie. Hjælpe dig med at få truffet den eller de beslutninger, der hjælper dig i dit professionelle liv, på det private plan, når du ”står stille” ved korsvejen – kort sagt, når du skal træffe den beslutning, som kun du kan træffe.